Det gamle udtryk rammer præcist en udfordring, som mange organisationer kender alt for godt: Der er et stort gab mellem det, vi lærer på et kursus, og det, vi faktisk kan bruge mandag morgen.

Men hvorfor opstår det gab? Og hvad kan vi gøre ved det?

Problemet med den traditionelle kursusform

De fleste kurser er bygget op om den samme grundmodel: En ekspert formidler viden, deltagerne lytter og tager noter. Det er ikke fordi eksperterne er dårlige, eller deltagerne er uengagerede. Problemet er selve formatet.

Når læringen er envejskommunikation, ender deltagerne som interesserede, men passive lyttere. Man hører og ser en masse – men øver sig kun i ringe grad. Det svarer lidt til at forsøge at lære at spille violin ved udelukkende at se en tavleundervisning.

Kursets onde cirkel!

Det stopper desværre ikke der. Mange kender til fænomenet, man kan kalde kursets onde cirkel:

Indlæringen er ikke forankret i praktisk træning, så erindringen falder hurtigt efter kursets afslutning. Kursusmanualen havner på hylden. Når deltageren vender tilbage til jobbet, er de daglige opgaver hobbet op, og der er hverken tid eller overskud til at bearbejde den nye viden. Og forsøger man at dele det lærte med kolleger, der ikke selv har deltaget, kan det føles tungt at forklare – og den nye viden „indkapsles“ uden at føre til reel adfærdsændring.

Savner vi virkelighedens kompleksitet?

En anden central svaghed er, at traditionel undervisning sjældent simulerer den kompleksitet, ledere og medarbejdere møder i hverdagen. I virkeligheden er fejl dyre. Men på et kursus er der ingen rigtige konsekvenser – og dermed heller ingen reel træning i at træffe beslutninger under pres.

Kurser fokuserer også ofte på ét fagområde ad gangen. Det giver sjældent en fornemmelse af, hvordan en beslutning i én afdeling kan sætte sig igennem i hele organisationen.

Det er her virksomhedsspillet kommer ind i billedet. Tænk på det som en flysimulator for ledelse og organisation – et risikofrit laboratorium, hvor deltagerne kan eksperimentere med beslutninger og se konsekvenserne i realtid.

I stedet for passiv informationstilførsel skabes en cyklus af beslutning, konsekvens og refleksion. Det er aktiv læring i praksis.

Desuden aktiverer spilformatet noget, et PowerPoint-oplæg sjældent formår: følelsesmæssigt engagement. Nysgerrighed vækkes, konkurrenceinstinktet tændes, og tiden „flyver afsted“ – præcis de betingelser, der øger både motivation og langtidshukommelse.

Den måske vigtigste forskel er dog det, man inden for læringsteorien kalder double-loop learning. Traditionelle kurser fokuserer typisk på hvad man skal lære. Virksomhedsspillet tvinger deltagerne til også at reflektere over hvordan de løser problemer og samarbejder. Det fører til dybere selverkendelse og varige adfærdsændringer – ikke bare ny viden, men ny adfærd.

Kort sagt

Traditionelle kurser er jo selvfølgelig ikke ubrugelige – men de kan være utilstrækkelige alene, hvis læring skal forankres godt. Når vi vil have læring, der rent faktisk sætter sig fast og ændrer adfærd, er vi nødt til at bygge bro mellem teori og praksis. Virksomhedsspillet er én af de mest effektive måder at gøre det på.

For at vende tilbage til søkortsmetaforen: Det er fint at forstå kortet. Men det er på skibet, det gælder.

Kilde: Virksomhedsspil – det nye uddannelsesværktøj, Rolf Siggard & Peter Vindelin Nielsen, Børsens Forlag, 1989.